generative AI chatgpt bard bing podcast produktion assistent

Sådan bruger du AI til at producere podcast

Hvordan kan du bruge kunstig intelligens til at producere podcast? Svaret på det skifter hurtigt, men her er mit bud på, hvordan du i december 2023 kan anvende programmer som ChatGPT, Bard og Bing som AI-assistent.

AI kan ikke producere podcast for dig – slet ikke – men AI kan kvalificere dit arbejde ved at:

  • Give dig nye idéer til dit indhold
  • Feedbacke på dine spørgsmål og dit manuskript
  • Hjælpe med at researche
  • Skrive et udkast til dine show notes
  • Producere et logo til en podcastserie eller en enkelt episode

Nye idéer til dit indhold

Måske er du gået lidt i stå i idéfasen. Du har en slags vinkel og nogle spørgsmål, du vil stille en kilde. Men hvad er den helt skarpe vinkel? Er der andre interessante vinkler? Hvilke spørgsmål kan du ellers stille? Hvem er den rette type af kilde til at svare?

Det er her, generativ AI virkelig leverer. Stil sådan nogle spørgsmål, så får du helt sikkert noget igen, du ikke havde tænkt på.

Start med at skrive et prompt, hvor du giver AI noget kontekst, f.eks. “Jeg er podcastproducent og forbereder et interview med en ekspert i grøn energi. Vi skal snakke om X og X, og det skal ende ud i, at mine lyttere får 4 konkrete råd til at omstille til grøn energi på en økonomisk måde. Jeg har nogle idéer til en vinkel på interviewet, som du gerne må give feedback på – og komme med andre bud på vinkler”.

At skrive det rette prompt kræver øvelse, og du vil ofte skulle præcisere dit prompt nogle gange for at få noget brugbart ud af AI. Husk at bruge den samme chattråd til at skrive alt nu og fremover, som er relateret til dit arbejde. Henad vejen opbygges der et lager af vigtigt kontekst, som AI kan bruge til at give dig lige nøjagtig den slags feedback, du efterspørger. AI lærer så at sige dig og dine behov bedre at kende.

“ChatGPT leverede et konkret og let forståeligt
eksempel, som jeg bad den om.”

Jeg har også haft held med at få ChatGPT til at tegne et rigtig godt billede for lytteren af, hvad et fænomen som bio solutions er for noget. Jeg havde selv nogle idéer, men følte ikke, den sad der helt. ChatGPT leverede et konkret og let forståeligt eksempel, som jeg bad den om.

Feedback på dine spørgsmål og dit manuskript

Når jeg har 10 idéer til spørgsmål, jeg vil stille en kilde, beder jeg AI om feedback på mine spørgsmål og om at komme med 10 spørgsmål mere.

Det har givet mig en lang række gode spørgsmål, som jeg ikke var kommet på. Ligesom når jeg beder en kollega om feedback på en spørgeguide.

Noget af det mest fantastiske ved AI er, at det ikke er udstyret med holdninger eller moral. AI kan ikke være forudindtaget, for det har ikke en bevidsthed og ved faktisk slet ikke, hvad det er, det genererer. Dog kan generativ AI være trænet med data, som er forudindtaget, og det bør du være opmærksom på.

Generativ AI er i virkeligheden bare sandsynlighedsregning på et meget højt plan – AI sammensætter ud fra det data, det er trænet med, en sandsynlig ordrække som svar på de spørgsmål, du stiller det. Så du kan bruge det til at tænke i baner, der er vanskelige for dig selv på grund af din subjektive utilstrækkelighed. AI er med andre ord fantastisk til at spille djævlens advokat, hvis du beder om det.

Jeg bruger også AI til at få læst korrektur, få feedback på mine manuskripter og få idéer til forbedringer.

“Derudover er jeg ikke immun over for fejl, og der kan
forekomme fejl eller unøjagtigheder i mine svar

(ChatGPT 3.5 selv om faldgruber, hvis du bruger det til research)

Hjælp til research

Ja, AI kan selvfølgelig også hjælpe dig med at lave research, men at anvende generativ AI er ikke det samme som at google sig til information. ChatGPT er ikke opdateret med den nyeste viden og kan ikke foretage en googlesøgning i realtid.

Her er ChatGPT 3.5’s egen udlægning af, hvad det kan hjælpe med i en researchfase – og hvor dets begrænsninger og deciderede faldgruber ligger:

“Jeg udfører ikke traditionel forskning i den forstand, at jeg aktivt søger på internettet eller andre kilder for at finde nye oplysninger. I stedet er jeg trænet på en stor mængde tekst fra internettet og andre kilder, og jeg genererer svar baseret på det, jeg har lært under min træning. Jeg kan bruge denne viden til at besvare spørgsmål og give information om mange emner.

Dog er det vigtigt at forstå, at min viden har en bestemt tidsmæssig begrænsning, og jeg har ikke opdateret viden siden min sidste træning, der blev afsluttet i januar 2022. Jeg kan derfor ikke give oplysninger om begivenheder, opdagelser eller ændringer, der er sket efter denne dato.

Derudover er jeg ikke immun over for fejl, og der kan forekomme fejl eller unøjagtigheder i mine svar. Det er derfor vigtigt altid at verificere de oplysninger, jeg giver dig, ved at konsultere andre pålidelige kilder, især når du arbejder med vigtig eller kritisk information”.

Udkast til dine show notes

Min erfaring er, at AI pt. bedst kan bruges til relativt simple tekstopgaver. Artikler, hvor der ofte er en blanding af brødtekst, citater og fakta-afsnit, kan være svært at få AI til at udføre ordentligt.

Til gengæld er det godt til at opsnappe essensen af et længere skriv og give et referat – som show notes i bund og grund er.

Brug et program som Happyscribe eller Zetlands AI-værktøj goodtape.io til at transskribere dit interview, og smid teksten i et generativt AI-program, så skal du bare se løjer.

“AI kommer med nogle indspark, men du
skal sortere i dem, for at det bliver godt.”

Logo til en podcastserie eller en enkelt episode

Nu hvor det helt hotte er at skabe billeder ud fra tekst, kan du bede AI om at producere et podcast-logo. Jeg har haft gode erfaringer med at anvende Microsoft Bings Image Creator – her nogle andre programmer, du kan tjekke ud:

DALL-E 2

Dreamstudio

Du kan prompte et text-to-image program ved at instruere i, hvad der skal være på billedet, men du kan også indsætte et længere skriv og bede AI om at “bruge sin fantasi” og generere et billede ud fra dette skriv. Smart!

Hvad kan AI ikke bruges til i podcastproduktion?

De generative AI-programmer som ChatGPT, Bard og Bing er ikke selvstændige podcastproducenter. De er assistenter, som du kan spille dine idéer opad.

AI kan ikke skrive en spørgeguide, som giver fuldt ud mening. Dertil skal du virkelig være god til at prompte. Der kommer for meget vrøvl ud, og der mangler kontekst. Værre står det til med at skrive manuskripter, som jo også er en kompleks omgang. Indimellem hallucinerer AI.

AI kommer med nogle indspark, men du skal sortere i dem, for at det bliver godt. Især hvis du bruger AI til at lave research. Det kan være et fantastisk værktøj til at lave research, men det er ikke google.

Der er heller ikke noget stemmeklonings-program, som fungerer ordentligt på dansk endnu, så du kan ikke lave smårettelser i et speak uden at skulle i studiet igen for eksempel. Der findes programmer, som kan bruges på engelsk eller dansk på hobbyplan, men ikke i en professionel dansk kontekst.

Forvent ikke, at AI i begyndelsen vil hjælpe dig til at blive mere effektiv. Forvent derimod et godt værktøj til at lave endnu mere kvalificerede koncepter, spørgeguides, manuskripter og show notes.